III var ham selv aldeles overlegen i begavelse, hvilket igen skulde have fremkaldt en frygt for den svenske konge, som gorde ham, om just ikke til dennes fiende, så dog ialfald til alt andet end hans ven. Skönt fyrsters slægtskab ellers ikke plejer at være bestemmende for deres politik, så fandt dog Martinau det nu aldeles upassende, at en kronprins gjorde tjeneste som volontör i et hjælpekorps, der var stillet til en fremmed magts rådighed for at göre tjeneste mod hans egen onkel, – og dette ræsonnement kunde vistnok også ansees for at være ganske beföjet. Idet man altid sköd sig ind under, at den norske hærs indfald i Sverige var formeligt med opretholdelsen af det venskabelige forhold med Sverige, havde det ganske sikkert været det rette, om kronprins Frederik havde betvunget sin lyst til at agere soldat og havde holdt sig rolig hjemme. Hans nærværelse ved tropperne kunde lettelig give det hele udseende af, at Danmark og Norge i virkeligheden var noget ganske andet, end det skulde se ud til at være, og at de i ordets egentligste forstand vare en krigförende magt.
Martinau forblev i nogen tid i Båhuslen, uagtet han senere hen kom på en mindre god fod med prins Karl, end han tidligere indbildte sig at have stået. Anledningen hertil var fölgende. Da Gustav III efter sit besög i Dalarne var kommen til Karlstad, sendte han derfra (24 September) et brev til Martinau, hvori han anmodede ham om at erindre prinsen af Hessen om det tilbud, som denne havde gjort sidste sommer, og foreslå ham et personligt möde. Martinau traf prinsen i Uddevalla, hvor ban meddelte ham sin konges önsker. Med hensyn til det förste punkt fik han intet svar; han oplyser ikke heller selv, hvori dette såkaldte „tilbud“, der neppe har været synderlig vidtgående, skulde have bestået. Med hensyn til den af Gustav III foreslåede sam-
