i overensstemmelse med prins Karls forudgående ytringer, og overgeneralen selv viste på flere måder, at han ikke heller betragtede sig som en fiende. Ligeledes blev det ikke forbudt Martinau at ledsage den norske hær, hvor han fremdeles optrådte som den svenske konges agent for at indlede fornyede underhandlinger med prins Karl, såvelsom med kronprinsen, der fulgte hæren, uagtet han ikke havde nogen kommando ved denne. Martinau var i Strömstad 24 September, men vendte straks efter tilbage til Kristiania, hvorfra han dog igen den 28de rejste til Båhuslen. Hans tilstedeværelse ved hæren var et bevis mere for, at den dansk-norske regering fastholdt den opfatning af sin egen deltagelse i krigen, som den tidligere havde hyldet, at den nemlig ikke var partie intégrante, men partie auxiliaire. Havde den seet sin stilling til Sverige i et andet lys og i ordets egentligste forstand betragtet sig som krigförende magt, måtte et af dens förste skridt have været at bortvise Martinau fra det territorium, der var besat af de norske tropper, og allermindst vilde man have tilladt ham derfra at sende sin konge rapporter om, hvad der foregik i den norske hær, især da dennes tilstand ikke var af den sort, at man i hovedkvarteret kunde være meget stolt derover. Dens forsyning led meget tilbage at önske, og under det voldsomme regnvejr, som indtraf samtidig med indmarschen i Båhuslen, led tropperne overmåde meget[1]. Nar derfor Martinau i de breve, som han i denne tid sendte til kongen, taler om, at der mellem de norske soldater herskede eng almindelig misfornöjelse, da er dette troligt nok, endskönt det også her er rimeligt, at han i sin overdrevne tjenesteiver har gjort det mest mulige ud af det, som han troede at have bemærket.
- ↑ Smlgn. L. Daae, Norske Bygdesagn, II, 64 flg.
