d. v. s. Erkebiskoppen og Kongen. Den anden Klasse straffes derimod kun med en 15 Marks Bod, den tredie med en Bod paa 7½ Mark, begge til lige Deling mellem Biskoppen og Kirken, hvorhos den Skyldige maa holde sig borte fra Landet, indtil han har betalt Kirken dens Bod. Dernæst bestemmes imidlertid ogsaa, at der af den Skyldiges Formue før dens Deling mellem Konge og Biskop skal udredes til den fornærmede det dobbelte Beløb af hans personlige Ret samt til Kirken Omkostningerne ved dens nye Indvielse. Nu er det klart, at det Afsnit af Lovstedet, som angaar Krist- og Mariekirken, ikke kan være opstaaet tidligere end det Tidspunkt, da Kong Olaf Kyrre stillede sin Kristkirke tæt op til den af Kong Harald Haardraade byggede Mariekirke, hvorved begge Kirker fik fælles Kirkegaard, men heller ikke senere end det Tidspunkt, da Erkeb. Eystein flyttede Mariekirken til Helgesæter og paa dens og den ældre Kristkirkes Grund byggede sin nye Domkirke (jfr. mine Arbeider „Die Bekehrung des norw. Stammes“, I S. 649, Anm. 24, „Die Entstehung der Frost.lög“, S. 52–53, og „Gul. lög“ S. 16, saavelsom v. Amira, Vollstreckungsverfahren, S. 33–34). Denne Del af Stedet maa derfor vistnok ligesom saa mangt et andet Sted i Frost.loven tilhøre Eysteins ved Aaret 1164 istandbragte „Guldfjæder“. Skjønt Forf. er enig i denne Slutning, vil han dog føre Lovstedets Bestemmelser om Fredsbrud i Fylkes- og Högendeskirker tilbage til Olaf den helliges Kristenret og antager, at allerede denne har indeholdt en, omend ringere, Straf for det i Domkirken begaaede Fredsbrud. Heri skal da den paafaldende Overensstemmelse med Forskrifterne i Æðelr. VIII § 1–5 ligge, og den skulde lade sig forklare deraf, at de sidste have tjent som Forbillede for Olafs Kristenret. Denne Antagelse er det,
