linger om dens kirkelige betydning. Thi ikke længe efter mødet udførte Magnus den baade ukristelige og ukirkelige handling at overtale sin nye svoger Ordulf[1] til at snigmyrde en fra Rom hjemvendende pilegrim, nemlig den danske jarl Harald Thorkildssøn, i hvem han saa en medbeiler til den danske trone. Nu, dette var politik, kan man indvende, og taler hverken for eller imod Magnus, „kirkelige“ sindelag; hvorimod det berømmelige eftermæle, han fik i Bremen – juvenis sanctus et vitae innocentis – vidner stærkt om de varme følelser, hvormed man dér omsluttede erindringen om hans regjering som en for kirken særlig gunstig tid. Det er ogsaa antaget, at Bremerstolen i hans tid betydelig befæstede sit hegemoni i Danmark. Men for Norges vedkommende er ialfald Adam med hensyn til dette punkt fuldkommen taus. Efter at have gjort rede for alt, hvad Adam meddeler om tyske missionærer i norden fra Unwan til Adalbert (1029–43), bemærker Dehio (I, 169 f.): „Man bemerkt, dass die Ernennungen alle nur das schwedische und dänische Reich betreffen; von Norwegen wird uns nichts dergleichen gemeldet. Diese Lücke in der Ueberlieferung ist keine zufällige; die Folgen des Umstandes, dass hier das Christentum nicht durch das Erzbistum, sondern durch das Königtum gepflanzt war, haben sich i eben nicht mehr uberwinden lassen.“[2]
Om tyske missionærer under Harald haardraade synes der ikke vel at kunne være tale. Dertil taler Adam for tydelig. Erkebiskop Adalbert blev da ogsaa „optændt af guddommelig nidkjærhed“ over, at Harald lod
