den forbindelse, som fandt sted mellem dem. Om missionen under denne konge har Adam temmelig fyldige meddelelser; men om hans geistlige medhjælpere har han (II, 55) følgende beretning, som jeg har gjort til min bogs motto: „Han havde hos sig mange biskoper og prester fra England, efter hvis anvisning og lære han beredte sit hjerte for Gud, og til hvis ledelse han anbetroede det ham undergivne folk. Blandt disse var der mænd, berømte for sin lærdom og sine dyder, nemlig Sigfred, Grimkell, Rudolf og Bernhard. Disse drog efter kongens befaling (nb. ikke efter erkebiskopens) ogsaa til Svealand og Gøtaland og til alle øerne, som ligger udenfor Norge, forkyndende barbarerne Guds ord og Jesu Christi rige. Han sendte ogsaa gesandter til vor erkebiskop, hvilke medbragte skjænk og begjærede, at han venligen vilde modtage disse biskoper samt sende ham andre af sine egne, der kunde befæste det raa norske folk i kristendommen.“ – Skulde vi nu ikke ventet, at Adam her havde meddelt, at Unwan virkelig sendte Olaf tyske geistlige? Men det meddeler han ikke. Derimod har han nogle kapitler foran (II, 47) sagt, at Unwan ordinerede „andre høilærde mænd for Norge eller Sverige“ (Norvegiam vel Suediam). Udtrykket er – som vi ser – ubestemt, og det lader sig ikke ubetinget bestride, at Adam, trods det brugte pluralis, kun har tænkt paa Thurgot, som han beretter, at Unwan ordinerede for Skara. I ethvert fald har Adam ikke nævnt ved navn en eneste tysk missionær under Olaf den hellige. Han, der opregner hele 4 angelsaksiske biskoper; han, der blir ligefrem veltalende, naar han dvæler ved disse fremmede, han ofrer ikke et ord paa sine landsmænds virksomhed i Norge. Og dog maatte han kunnet erholde
