Af de fire norske Bispestole, som bleve ledige under den store Mandedød, var Bergens den, der snarest blev besat. Man valgte her Kanniken Gisbrekt (1350), som, da Erkestolen var ledig, fik sin Confirmation af Nidaros Domkapitel og derpaa blev indviet af Salomon af Oslo, den eneste gjenlevende af det egentlige Norges Biskopper.
Biskop Gisbrekt kaldes vistnok i de islandske Annaler „engelsk af Herkomst“ (Enskr at kyni), men var dog vistnok en født Nordmand, ja vel endog en Nordmands Søn, thi al Sandsynlighed taler aabenbart for, at han er den samme Gisbrekt Erlendssøn, der flere Gange omtales i den nærmest foregaaende Tid. I 1339 er denne Præst ved Laurentskirken i Bergen[1], og nyder Godhed af Bjarne Erlingssøn[2], i det følgende Aar tillige Kannik, og i 1341 omtaler Biskop Haakon, at hans „specielle Klerk“ Gisbrekt staar i Begreb med for sine Studiers Skyld at drage til Paris og Orleans[3]. Som „speciel“ Klerk hos Haakon har
