kamme til Mundingen. At de forskjellige Beretninger nævner forskjellige Samlingssteder er netop i sin Orden, thi hele Ledingsflaaden kunde jo ikke faa Plads i en af disse Havne, f. Ex. ved Vestervig alene. Og disse Beviser staar ikke alene; dog vil vi ikke som flere af de danske Forfattere henvise til Kongesagaerne, thi disses Vidnesbyrd fra det 13de Aarhundrede har mindre Betydning, men til deres meget ældre Kilder, de islandske Skalder fra 11te Aarhundrede. «Der findes nemlig to Skaldekvæder, som ganske likesom forudsætter, at Limfjorden i Tiden 1027–35 var aaben mod Vest. Den bekjendte Sigvat Skald, der i mange Aar havde været Olav den Helliges Hirdskald, drog om Høsten 1026 til Nordmandi og lagde den følgende Vaar Hjemveien over England, hvor han saa Tilberedelserne til Kong Knuts Tog mod Kongerne Olav og Anund; af hans Viser fra dette og følgende Aar ser vi, at han har fulgt Rustningerne og Krigens Gang med Ængstelse. Sigvat var en bereist Mand, der før havde været i Sverige, maaske ogsaa i Rusland, og nogle Aar senere paa sin Hjemreise fra Rom ogsaa passerede gjennem Jylland og saaledes har været godt kjendt i alle disse Farvand. Han digtede nu efter Kong Knuts Død (altsaa rimeligvis i Aaret 1036) en “Arvedraapa“ om ham, og af denne Draapa er flere Vers endnu bevarede, deriblandt de, som beskriver Knuts Seilads fra England til Danmark Aar 1027. Det paagjældende Sted lyder oversat saaledes: “Skibet skred vestenfra; det (Skib) var straalende, som bar Edelreds Fiende ud derfra. Og Kongens Drager bar blaa Raaseil under Børen, herlig var Døglingens Færd. Men Skibene, som kom vestenfra, gled over Bølgeveien (Havet) til Limfjorden[1]. Her har altsaa et Øienvidne
- ↑ Ol. s. h. helga (Chr. 1849) Cap. 64. Fagrskinna (Noregs konungatal) Cap. 100. Hskr. (Ungers Udg.) Side 417.
