Konge.[1] Nordmændenes Mæglingsforsøg blev altsaa i det Hele frugtesløst, men idetmindste et af det norske Raads Medlemmer, Erkebiskop Aslak Bolt, synes personlig at have gjort sig sin Tjenstvillighed mod Kongen ret indbringende. To Dage før, end han undertegnede Raadets Brev til Sverige, havde han nemlig ladet Kong Erik, skjønt dennes Finantser dengang vare yderst mislige, da han i hele sin Regjeringstid havde ført kostbare Krige og nu imødesaa Kampe mod sine egne Undersaatter, eftergive Throndhjems Erkebispestol en Gjeld til Kronen af 2,100 Nobler, en for den Tid betydelig Sum, som den skyldte Kronen, og samme Dag, som hin det norske Raads Skrivelse afgik, havde han modtaget en rede sum ar Erik „for an lade synge Psalteren i Nidaros Domkirke.“[2]
De svenske Sager gik imidlertid sin Gang, Kong Erik besøgte efter mangfoldige Aars Forløb selv Stockholm i November Maaned 1434, men den Udsoning, som her forsøgtes, blev af kort Varighed. Forsøgene paa at bringe Orden tilbage gjentoges det følgende Aar, og det norske Rigsraad deeltog i disse. Flere af dets mest ansete Medlemmer opholdt sig i det følgende Aar 1435 i længere Tid i Sverige. Der var den 3die Mai tilveiebragt et foreløbigt og betinget Forlig i Halmstad, hvor danske Fuldmægtige havde indfundet sig paa Eriks Vegne,[3] og den 7de August s. A. var en stor Deel danske og norske Raader samlede paa Norrmalm ved Stockholm, hvor de i Kongens Navn forsikrede, at Kongen personlig eller ved Fuldmægtige skulde møde i Stockholm til Nativitatis Mariæ (8 Sept.) for at fuldbyrde Halmstadsforliget. Af norske
