henhøre til det saakaldte svenske Parti. Især skal Grev Wedel derved have udmærket sig, som maa være saa meget mere sandt, som hans Modstandere selv paastaa det. Wergeland faldt altsaa igjennem med sin Motion; forunderlig er det ellers, at denne nu saa stridbare Mand skal i Selskab her i Byen med Prindsen have vist sig saare krybende.
Derpaa gik man over til Valget af de 15 Mand til at udkaste Konstitutionen. Om Natten i Forveien var bleven opfanget en Seddel, som cirkulerede mellem Bønder og Soldater, med Forslag af 23 Kandidater til at vælges som Konstituenter, og hvilke alle vare af det saakaldte svenske Parti, hvorved dettes Hovedstyrke saaledes blev røbet. Man er ellers, som almindeligt er ved enhver Revolution, altfor tilbøielig til uden videre Eftertanke og nøiere Overveielse at bryde Staven over hver den, som ei følger den almindelig antagne Mening, og at tillægge Modpartiet det i Hverdagssproget forhadte Navn af Svensk. Naar dette Modparti ikke ledes af private Hensigter og Egennytte, men har og giver Grunde for deres Meninger, saa bør ingenlunde kastes Haan paa samme, dels fordi Forsamlingen holdes, forat de forskjellige Meninger kunne drøftes og de bedste Resultater deraf vælges, dels fordi hver ærlig Mand her bør sige frit sin Mening, hvorlunde han tror, at Norges Vel kan fremmes og den gjorte Ed om Norges Selvstændighed fyldestgjøres. Til selvstændigheden er svoret, men ei til noget Dynasti. Kort, Publikum er ingenlunde billigt imod Modpartiet, som jeg, ifølge den almindelig antagne Benævnelse, herefter vil benævne det. Som Formænd for dette Modparti nævnes: Grev Wedel-Jarlsberg[1], Pastor Wergeland, Byfoged Dahl
- ↑ Blandt min Faders Papirer har jeg fundet følgende Billet til ham fra Grev Wedel: „Kantonnements-Kvarteret Lysager i Eidsvolds Præstegjeld den 10de April 1814. Undskyld, bedste Professor, at
