gensinde paatage mig det Arbeide at forfatte denne Tidsalders Historie, som Prindsen opmuntrede mig til, og ifald jeg selv oplever Enden paa den nuværende Statsforvandling. Jeg vil saaledes begynde med at anføre i Korthed, hvad jeg har lagt Mærke til i Marts Maaned.
Den 1ste Marts reiste Generalløitnant Schmettow til Strømstad for at tale med Essen og for at overlevere et Brev fra Prindsen til Sveriges Konge, hvilket Schmettow egentlig skulde bragt til Stockholm. Denne Reise blev der nemlig ikke noget af, men der vides ei hvorfor; dog siges, at Schmettow ei fik Pas til Stockholm. Den 2den Marts kom Grev Wedel-Jarlsberg fra Danmark – han havde været 4 Dage i Grev Essens Hovedkvarter i Venersborg; dette optog man her meget ilde – han havde den 4de Marts Audients hos Prindsen, som siden gav Anledning til megen Bysnak om deres heftige samtale etc. etc. Wedel-Jarlsberg kom til mig samme Aften fra 10–12 og var meget heftig – Gud ved, hvad den Mands egentlige Plan er, men uforsigtig var han i sin Tale, og det, som undrede mig mest, er, at han har været ligesaa uforsigtig hos Andre, da jeg har hørt det samme gjentage fra flere Steder. Alle have altsaa ei været saa tause som jeg. Wedel-Jarlsberg synes imidlertid at være bleven noget roligere, har taget Del i Udarbeidelsen af en Bankplan, men indstiller mange Sager i denne Anledning til Rigsdagen den 10de April paa Eidsvold. Den 26de Marts talede han og Prindsen atter sammen i Selskabets Direktionsmøde, og syntes der da intet at have været imellem dem. Wedel-Jarlsberg bliver forresten uden al Tvivl en ivrig Modstander paa Eidsvold af Kongepartiet, og naar jeg nøiere eftertænker Sagen, tror jeg virkelig, Norge er, som de danske Rigsraader allerede 1536 erklærede, for fattigt til at underholde en kongelig Hofstat. Den simplere
