havde mer end 10 stemmeberettigede Indvaanere, ligesom og med Slotsmenigheden, som man paastod neppe havde 30 Stemmeberettigede udenfor de Militære, der havde Stemmer ved deres Regimenter, osv. Man havde endog under Disputen spurgt, om ei Tugthusmenigheden tillige kunde have Stemmeret. Noget var der vistnok i Sagen. Udfaldet blev, at stiftsdirektionen gik til Prindsen og forespurgte, om ei Oslo og Slotsmenighedens Valgmænd maatte gaa til Amtssamlingen. Det blev tilladt med Oslo, men afslaaet med Slottet, fordi lignende Anmodninger maaske kunde komme fra flere Stæder. Kristiania Borgere bleve imidlertid hjulpne paa en anden Maade, idet Valgmændene selv bestemte, at Omsen og Sverdrup fra Kristiania skulde gaa, men Generalauditør Bergh og Assessor Debes fra Slottet blive hjemme.
Forunderligt nok er det forresten at bemærke ved denne første republikanske Indretning i Norge, hvor lidet der hører til at drage Folkets Opmærksomhed til sig, og hvorlunde Intrigen strax er ude at gaa. Sverdrup fik Stemmer, fordi Rygtet var almindeligt, at han især havde overbevist Prindsen om, at han ingen Arveret etc. havde til Norge. Johannes Thrane fik Stemmer, fordi han havde været i megen Aktivitet i denne Tid, skrevet Auktions-Plakater i „Intelligents-Sedlerne“, bidraget især til Forfærdigelsen af en Adresse fra Kristiania By, som dog ikke kom frem, osv. Omsen fik Stemmer, fordi han havde prædiket i Norske Brødres Klub, hvor man nok i det Hele ei var fri for Hverving af Stemmer. Forresten er jeg aldeles ukyndig om de Kabaler og Intriger, som Nogle ville paastaa, at der den hele Tid blev spillet, da jeg ikke har indladt mig i den hele Ting og har saare lidet været ude mellem Folk. Saa meget er imidlertid vist, at skal der oftere foregaa lignende Valg af Folket, da faar man at se til at indføre en bedre Orden og en ligere For-
