gik de ombord paa dette og naaede efter fire Dages seilads lykkelig til Gravesend. Dette foregik i Begyndelsen af Vaaren, sandsynligvis i de første Dage af April 1706. Holberg gik da i sit to og tyvende Aar.
Efter denne Tid gjensaa Holberg ikke mere sit Fødeland, og hans Hjem blev i Danmark, hvorfra hans hele Forfattervirksomhed udgaar. For hans egen som for hans hele Samtids Bevidsthed stod imidlertid Foreningen mellem Danmark og Norge som ligesaa inderlig og uopløselig, som Forbindelsen mellem Sjæland og Fyen. Den dannede Del af begge Nationer, paa hvilken det dengang ene kom an, var ogsaa i Virkeligheden saagodtsom Et. „Disse Nationer have, siger Holberg selv, siden den navnkundige Forening blev sluttet mellem Danmark og Norge, været ansete for et Folk.“[1] I hans Testament forekommer Udtrykket: „Mine Landsmænd, det er Danske og Norske,“ sin Tilbagekomst fra England til Kjøbenhavn 1708 kalder han Hjemkomsten til „Fædrelandet“, Holger Danske, hvis Navn han bruger i sin Polemik mod Peter Burman, er ham en sand Nationalhelt, og naar han skriver sin Danmarks Riges Historie, skriver han en Fædrelandshistorie. Sin Formue skjænker han til en dansk Stiftelse.
Vistnok betegner han sig i sine Skrifter oftere som Nordmand, ja man mærker ikke sjelden, at han har næret en Slags ligefrem Forkjærlighed for Norge. Hans Skildring af Nordmændene i „Danmarks og Norges geistlige og verdslige
- ↑ Danmarks og Norges geistl. og verdsl. Stat.
boe. Dokumentet er flere Aar yngre end Holbergs Ophold i Christianssauds Stift, men dog ikke ældre, end at Holberg kan have kjendt dette Menneske. Det er altsaa ei umuligt, at han, da han skrev Komedien af dette Navn, har bemægtiget sig en virkelig Persons Navn til dets Titelrolle.
