hvor han giver tilkjende, at han har bevæget sig mellem unge Damer. Han færdedes her, netop hjemkommen fra et eventyrligt Ophold i Udlandet, mellem venlige Slægtninge, ja omgikkes endog daglig med en Cousine haud vulgaris formae, civitate humana dignissima! Hvem kan vide, om ikke just dette Næstsødskendebarn, en at Biskop Stouds Døtre, formodentlig den yngste, Sophia, som var to Aar yngre end Ludvig Holberg selv, kan have været Gjenstanden for hans Ønsker? Da fik Sagnet ogsaa Ret deri, at det gjaldt en Bispedatter, og en Forvexling mellem en Jfr. Stoud og en Jfr. Bircherod kunde jo overmaade let være opstaaet i Tidens Løb. Denne Gjetning faar naturligviis staa ved sit Værd, men den svækkes ikke ved den Maade, hvorpaa Holberg selv skildrer sit christianssandske Liv, og det er ogsaa ret paafaldende, at han, idet han omtaler sin Frænde, hos hvem han boede (uden dog at nævne hans Navn), aldeles ikke antyder, at Biskop Stouds øvrige Sønner og smukke Datter havde noget med hans gjestfrie Slægtning at bestille. Det er ligesom hen ikke ønsker, at Læseren skal vide, at hin Pige haud vulgaris formae har været hans Slægtning og nærmere Bekjendt.
Som Sproglærer var Holberg, som vi have seet, længe meget søgt i Christianssand. Han ansaaes for „en anden Mithridates“ og havde den Fornøielse at høre unge Mennesker paa Gaden omtale ham som en Mester ikke alene i Fransk og Italiensk, men endog i Polsk, Russisk og Tyrkisk. Men ulykkeligvis fik han efter nogen Tids Forløb en uventet Medbeiler i en hollandsk Kjøbmand, som havde spillet Bankerot i sit Hjem og nu var kommen til Christianssand. Fallenten greb i sin Fortvivlelse til en Udvei, som altid har hørt til de af forulykkede Personer yndede, at undervise.
