klæring. Derpaa vexledes endel Ord mellem Prindsen og Grev Rosen; blandt Andet skal Prindsen have sagt, at den svenske Konges Hensigt ei kunde være andet end at gjøre den norske Nation lykkelig ved den søgte Forening; dette bejaede Rosen, hvorpaa prindsen spurgte: men naar nu Nationen frabeder sig denne Lykke? Ligesaa skal Prindsen have sagt, at det var ei Maaden at gjøre sig elsket paa af Nationen at udsulte den, som den svenske Regjering havde forsøgt. Rygtet sagde, at Rosen havde været Præsident i Udhungrings-Kommitteen i Gøtheborg, og var dette derfor en drøi Pille. Til Slut havde Prindsen indbuden dem til Taffels, men dette frabad de sig, da deres Mission var til Ende. De gik derpaa hjem med Haxthausen, men fik Mad fra Prindsens Kjøkken og reiste, ledsaget af en norsk Adjutant, tilbage endnu samme Eftermiddag. Af Haxthausen modtog de alle de trykte Cirkulærer, som Prindsen havde tilbudt dem, men de der havde vægret sig for at modtage. Rosen skal desuden have ytret i privat Konversation med Haxthausen, at han havde gjort det Samme, ifald han var Norsk, men at han imidlertid var bleven meget overrasket ved at træffe en Regent istedetfor en kommanderende General, og skal han have sammenlignet sin Skjæbne med Haxthausens, som i 1788 fandt i Gøtheborg, hvilken han skulde opfordre, Kong Gustav den 3die istedetfor Kommandanten. De svenske Herrer uddelte forresten Sølvpenge, naar de skulde betale noget, i Drikkepenge osv. Rosenkrantz og Treschow kom fra Taffelet og maatte fortælle den hele Sag for Selskabet, som var samlet hos Rosenkrantz. Man lo og spøgte med denne Tildragelse, og vare begge Fortællerne enige i, at Prindsen havde opført sig med særdeles megen Anstand og Værdighed.
Den 25de Februar var Festen i Kirken, som jeg blev
