Tone, tækkeligt Væsen og alle Aandens Fortrin[1].“ Hans lystige Lune tillod sig forøvrigt engang en Spøg med det smukke Kjøn, som satte det hele Christianssand i Bevægelse. Han fik nemlig ved et Tilfælde fat i et af de Skrifter, hvori det benegtes, at Fruentimmer ere Mennesker. De sexti Argumenter, hvormed den anonyme Forfatter søgte at bevise denne Paastand, morede Holberg, og han kunde ikke modstaa Fristelsen til med paataget Alvor selv at forkynde denne kjætterske Lære overalt i Christianssand, hvor han fandt Anledning dertil. Jo større Forargelse Paradoxet afstedkom, desto ivrigere blev Holberg i at forsvare det. Ogsaa i hans Hjem hos Stoud blev Kampen fort og det ivrig. Hans Fættere, Bispesønnerne, vare hans ivrige Opponenter, og de havde en særegen Opfordring dertil, da deres Søster, Holbergs Cousine, var ualmindelig smuk og forekom dem „særdeles værdig til menneskelig Borgerret.“ Tilsidst blev han dog kjed af denne Spøg, da han mærkede, hvor dybt ned den af ham fremkaldte Bevægelse havde forplantet sig. Det var nemlig gaaet saavidt, at endog en Tjenestepige paa Gaden pegte paa ham og sagdes „Der gaar han, som siger, at vi ikke kan komme i Paradis.“
Et christianssandsk Sagn, som først over hundrede Aar senere blev optegnet[2], har mærkelig nok vidst at fortælle, at Holberg under sit Ophold der i Staden endog har havt
- ↑ Haud difficile mihi fuit amicitiam nectere etium cum honestissimis virginibus ejusdem loci, quas urbanitate, morum elegantiis aliisque ingenii dotibus primum inter totius Norvegiæ virgines locum sibi vindicere posse judicabam.
- ↑ Af Nicolai Wergeland i hans utrykte Christianssands Beskrivelse (Chr.a Univ.-Bibl.). Det os her vedkommende Sted er første Gang meddelt af N. Nicolaysen (Norske Stiftelser, 3, S. 868.).
