Peder Lem overdrog derfor Omsorgen for sin Myndling til denne Frænde imod Underofficersgagen som Vederlag. Med Exercering og militære Øvelser blev det dog ikke Noget af, men Hr. Otto Munthe forstod derimod, at Ludvig var mere skikket til Bogen. Allerede før han forlod Bergen, synes Drengen, nu rimeligvis elleve eller tolv Aar gammel, at have begyndt paa Latinen[1], og han fik nu Lov til at fortsætte paa Præstegaarden, skjønt just ikke under den heldigste Lærer. Huslæreren paa Præstegaarden var nemlig ligesaa uvidende[2] som tilbøielig til at prygle sine Disciple. Holberg giver en morsom Skildring at denne sin Barndoms Orbilius, den eneste af hans Lærere, af hvem han nogensinde fik legemlig Straf. Men Opholdet i Fron blev heller ikke langvarigt, thi da Underofficersgagen ikke blev betalt, lod Otto Munthe Drengen reise hjem til Bergen.
Man finder i Holbergs Skrifter, naar undtages den korte Omtale i hans Biographi, ikke Spor til, at Opholdet i Gudbrandsdalen har gjort noget blivende Indtryk paa ham, det skulde da være, at enkelte af de Steder, hvor norsk Overtro omtales, kunde stamme herfra, eller at hans Bemærkning om, at Norges Bønder stundom siges at nedstamme fra berømte Slægter, kunde være en Erindring om de Gudbrandsdalske Storbønder. Man kunde have ventet, at han i sin Danmarks Historie, der dog bærer mange Spor af hans Kjærlighed til Fødelandet, skulde have dvælet lidt ved Dølernes Kamp mod Skotterne i 1612. Men det er ikke Tilfældet.
- ↑ Musis jam dudum ínitiatus eram. (Ep. ad v. perill.) kan ikke have nogen anden Betydning.
- ↑ Linguae Latinae interitum mascule promovebat (!!!); Otto Munthes egne Børn vare forøvrigt (ifølge Meddelelse til mig fra J. F. Lampe) betydeligt yngre end Holberg og kunne derfor ikke have været underviste sammen med ham.
