Endnu i samme Aar, som Christian Holberg døde, rammedes
hans Efterladte af en stor Ulykke. Den syv og tyvende
September 1686 hjemsøgtes nemlig Bergen af en af
de mange frygtelige Ildebrande, som i ældre Tider have raset
i denne væsentlig af Træhuse bestaaende By. Ilden, som
opkom lige i Nærheden af Familien Holbergs Gaard, bortrev
hele den lange Strækning fra „Muren“ til Nykirken.
„Det var med stor Nød, fortæller Holberg selv[1], at jeg og
mine Sødskende bleve reddede, Alt det Øvrige i Huset indtil
Guld, Sølv og rede Penge blev til Intet.“ Oberstlieutenant
Holberg havde efterladt Enke og Børn i ret gode Kaar[2],
men nu omvexledes disse med Armod[3]. Alt, hvad der var
tilbage, bestod i nogle Bondegaarde, hvis Leilændinger, som
overalt paa Vestlandet, kun svarede en ringe Afgift. Men
Enken var en saare husholderisk Kone, og i den Tid af
henved ti Aar, som hun levede med sine sex Børn, lykkedes
det hende at bevare det lille Jordegods uformindsket.
Bergen, af hvis Befolkning saa stor en Del var helt eller halvt tydsk, havde naturligvis ogsaa tydske Pugeskoler. I en af disse blev Ludvig Holberg tidlig indsat, ligesom formodentlig ogsaa Tilfældet har været med hans Sødskende. „Saasnart jeg begyndte at tale, fortæller han selv, blev jeg sat udi en tydsk Skole, thi mine Forældre[4] raissonerede saaledes: Lad ham kun brav øves i det Tydske, det Danske læres af sig selv, det er at sige: Lad ham lære Tydsk i Skolen, Dansk kan han for Intet lære af Smaadrengene paa Gaden. Saaledes blev de fleste Aar af min Barndom
