er det naturligt, at han i vide Kredse var ligesaa afholdt som anseet. Hans store Sen, hvem man ellers just ikke kan beskylde for nogen vidtdreven Familiekjærlighed, satte en høi Pris paa sin Faders hædrede Navn og omtaler ham med synlig Stolthed paa flere Steder i sine Skrifter, fornemlig i den 128de Epistel, hvor det heder: „Hvor jeg udi mine Børneaar er kommen blandt Høie og Lave, iblandt Officiers, Bønder og Almue, da, saasnart de have hørt, hvis Søn jeg var, have de enstemmigen raabt: Aah er I Christian Nilsens Søn? og have derpaa begyndt at anføre adskillige Historier til Bevis, saavel paa hans Tapperhed, som paa hans Dyd, Moderation og christelige Hjertelav mod alle Mennesker. Og disse Berømmelser vare saa mange og saa prægtige, saa at ingen i gamle Dage behøvede flere til Canonisation. Jeg erindrer blandt andre en gammel Præst med Assurance at have fortaalt, sig den Nat, som fulgte paa min Faders Begravelse, at have hørt en sagte Music udi Kirken“, o. s. v.
I 1653 var Christian Nilsen bleven Lieutenant i det Bergenhusiske Regiment, og siden den Tid var Bergen hans sædvanlige Opholdssted. Efterat han i 1667 var bleven Oberstlieutenant, fungerede han stundom til forskjellige Tider som Vicekommandant paa Bergenhuus. I Bergen giftede han sig ogsaa med Karen Lem, en Datter af Lector theologiae og Sognepræst til Fane i Nordhordland Peder Lem († 1663) og Datterdatter af den bekjendte Biskop, Mag. Ludvig Munthe i Bergen. Han fik med hende tolv Børn, men kun sex, af hvilke de tre ældste vare Døtre og de tre yngste Sønner, overlevede Forældrene. Ludvig var den yngste af den hele Børneflok. Som han selv fortæller, var han opkaldt efter sin Moders nysnævnte Morfader, aabenbart Familiens Stolthed, ikke alene formedelst hans biskopelige Værdighed, men
