Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Første Række, Andet Bind.djvu/243

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
239
ET BREV FRA STATSRAAD N. TRESCHOW.

paa Bane: hvorledes det Baand, der nu forener de to Scandinaviens Folk, ogsaa kunde knyttes saaledes med det tredie at de alle om just ei paa samme Maade indbyrdes kunde stytte og styrke hverandre og i det mindste Sæden til de indbyrdes Uenigheder udryddes, der hidindtil have gjort dem alle saa ulykkelige. Man var paa alle Sider enig om, at man ved enten aabenbar at bekrige eller hemmelig at skade hverandre egentlig ikkun rasede mod sig selv. Men Middelet til for Eftertiden at afværge saadan Tvedragt var især efter hvad der nylig har tildraget sig ei let at finde. Men ligesom enhver grundig Forbedring til Menneskeslægtens Bedste maa begynde fra Ungdommen, saa faldt det baade mig og Flere ind, at det sikkreste Raad til at befordre Venskab med Naboe- eller egentlig Broder-Folket de Danske vilde være en Forbindelse mellem de yngste af begge Kongeslægter. Ædle Mænd, for hvilke ei alene det egentlige Fædrenelands Interesse har al den Vigtighed, det fortiener, men som vove tillige at omfatte beslægtede Nationers ja den hele især cultiverte Menneskeheds have med Flid overveiet denne Sag. Den har vundet Bifald endog paa de Steder, der bedst ere istand til at bringe Planen til Udførelse. Maatte man kun paa hiin Side af Sundet tænke ligesaa. Jeg veed alt hvad derimod med og uden Grund kan indvendes. Det Vigtigste reiser sig ganske vist af Mistroe. Denne beroer enten paa de Domme man fælder om Nationers eller enslige Personers Character. At de første i Almindelighed ere meget skæve og tildeels fuldkommen urigtige tilstaaes fast af alle Fornuftige, men blive dog imellem Naboefolk sielden rettede, førend disse begynde at nærme sig hverandre. Saaledes begynder det at gaae med Norske og Svenske, og saaledes vil det upaatvivlelig ogsaa gaae med Danske og Svendske, saasnart de ved en nærmere Forbindelse lære at kiende hverandres gode Egenskaber og vexelviis tilgive Svagheder, hvorom det ofte kan være Spørgsmaal, hvem der af begge de ere mest særegne. Hvad enslige Personer angaaer, saa er en engang opkommen Misforstaaelse vanskeligere at hæve. Men Personer døe, Stater ere evige. Formandens Character og Grundsetninger afvige ofte væsentlig fra Eftermandens. Ungdommen er af Naturen baade oprigtig og forsonlig. Det kan i Danmark neppe være dem, der have med udenlandske Sager at bestille ubekiendt, at den unge Hertug af Sødermanland H. K. H. Prinds Oscar udmærker sig ligesaa meget ved nordisk Sind og Tænkemaade som ved andre Siæls og Legems Gaver, og at vore Sønner med Haab og Glæde kan see denne opgaaende Sol i Møde. En Forbindelse mellem ham og Dannerkongens yngre Datter vilde være et Skridt til Forsoning, som i det den kaster et Slør over det Forbigangne aabner de lyseste Udsigter i det Tilkommende. Mange saadanne Alliancer have vel just ikke havt denne Virkning, og den seneste af dette Slags mellem Danmark og Sverige forfeilede den fast gandske. Men ligesaa sieldne