Hensigt har denne Reise upaatvivlelig, da man ellers ei behøvede at kaste et saa besynderligt Slør over den og den hele Sags sande Sammenhæng.
Deri stemme Alle, saavidt mig bekjendt, overens, at vi ei ber give os under Sverige, naar vi blot kunde undgaa det, og at dette sidste fornemmelig beror paa, om England vil deltage med Sverige og saaledes vedblive at spærre os Tilførselen. Man har ellers snakket om, at hid er kommet engelske Aviser, hvori omtales en Parlaments-Diskussion om Norges Afstaaelse, og at det ministerielle Svar skulde indeholde, at England ei vilde videre deltage i denne Sag, uden hvad der kunde anstaa et frit Folk. Deraf har man da villet udlede fri Fart paa Danmark og andre Lande, da man ei tror Sverige istand til at hindre sligt. Gid nogle af disse Forhaabninger maatte være grundede og virkelig gaa i Opfyldelse!
Fra Hovedkvarteret Hafslund saa jeg Brev af 30te Januar, der meldte, at stemningen ved Armeen og i Bygderne var fuldkommen, som det egner sig norske Mænd; at man blot ønskede Prindsens Tilbagekomst fra Trondhjem; at en svensk Adjutant havde ladet sig melde; at man sammentrak i Sverige 30,000 Mand, der marscherede til den norske Grændse selv fra Skaanes Sletter af; at Halvten af samme var regulære Tropper, men Resten nye Konskriberede; at alle norske disponible Tropper desaarsag ligeledes trak sammen.
Jeg har hørt sige, at det under enhver Omstændighed var rigtigt at modtage vore Naboer med Sværdet i Haanden og helst saaledes at underhandle med dem, da vi ellers kunne frygte for ved Kommissarier at blive overleverede som andet Slagtefæ, at blive omtrent en romersk Provinds, d. e. ikke Slaver af en enkelt Suveræn, men af et helt frem-
