Alting staar in statu qvo – vi vide endnu af Ingenting, og uden den velsignede sladder og de evig hinanden modsigende Rygter skulde vi end ikke vide Andet, end at vi vare gode danske Undersaatter. Folk, som give sig Mine af at vide det Rette, forsikre imidlertid, at hele Norge er afstaaet, og dette er nu saa almindeligt, at Ingen mere tvivler derom. stemningen i det Hele, saavidt jeg har kunnet erfare, er temmelig ens, nemlig hadelig mod Svensken, forbitret mod Kong Frederik, der afstod os, men dog frygtsom for Udfaldet, især formedelst Mangel af Korn. Nogle kloge Politici tage Kong Frederik i Forsvar, og ufrivillig eller uden at have Grund derfor maa jeg tilstaa, at det glæder mig. Man omtaler nemlig Kongens slette Finantser, den idelige Klagen og Overhængen af fyenske og jydske Herremænd, samt Følelsen af, at Norge, uden i mindste Maade at styrke Staten, har i sidste Aaringer vældigen bidraget til at ødelægge Finantserne, uden at Kongen derved har seet sit Ønske opfyldt, at faa Norge forsynet med det Nødvendigste, samt endelig de brillante Betingelser for Danmark, som skulle være tilstaaede. At disse Undskyldninger ei ere aldeles ugrundede, ifald de ei ere selvgjorte, behagelige Fantasidrømme, synes temmelig klart. At Danmark har i senere Aaringer lidt meget formedelst Norge og for dets Forsyning, er unegteligt; men ligesaa sikkert er det, at Danmark heri lider formedelst den gamle, selv hos de saare underordnede Embedsmænd fast ubegribelig indgroede Fordom, at Norge ei var at stole paa, og at det altsaa ei uden til største Nødtørft burde forsynes med Alt, hvad der hører til Selvstændigheds Forsvar. Deraf den store Mangel, som Norge befandt sig i ved Krigens Udbrud 1808, og deraf tildels alle de paafølgende Ulykker og Vanskeligheder med paa en Gang
