Paalæg af Keiseren om at fjerne Urostifteren fra sig, erklærede Maximilian II endelig ogsaa Hertugen selv i Achten (Decbr. 1566) og overdrog Udførelsen deraf til Churfyrst August, der længe havde været forberedt paa dette. Endnu inden Aarets Udgang begyndte August Beleiringen af Gotha og det stærkt befæstede Grimmenstein, hvortil Johan Frederik selv tog sin Tilflugt. Men med Faren voxede kun Hertugens Trods, han antog endog i sin Forrykthed den churfyrstelige Titel. Ingen kom til Hjelp. Han havde haabet paa Bistand fra Sverige og i den Anledning i November 1566 sendt den yngre Dr. Justus Jonas, Søn af den bekjendte Wittenberger-Professor, til Erik XIV. Men Jonas blev i Østersøen fanget af en dansk Søkriger, Silvester Franke, førtes til Kjøbenhavn og halshuggedes der i Juni 1567; den gamle Grumbachianer Peder Oxe var en af hans Dommere! Adelen reiste sig heller ikke til Grumbachs Forsvar, Frankrig holdt sig tilbage fra den Hjelp, som det havde lovet. I det beleirede Gotha havde Hertugen og Grumbach først søgt at bevare Indbyggernes Troskab ved at indbilde dem, at man forsvarede Religionen mod dens Fiender. Men snart blev Misstemningen blandt Borgerne, ja selv Krigsfolket, saa stor, at der den 4 April 1567 udbrød formeligt Oprør. Den 13 April maatte Hertugen overgive sig paa Naade og Unaade, Grumbach og hans Tilhængere udleveredes til sine Dødsfiender. Johan Frederiks Skjebne blev Afsættelse og livsvarigt Fangenskab hos Keiseren, indtil hans Død 1595 endelig endte hans Sorger. Grumbach, Kantsleren Bruck m. Fl. bleve parterede, en Mængde andre henrettedes.
Synderlig nok findes her i Christiania et Minde om hine Begivenheder. Hertug Adolf af Holsten var kommen August til Hjelp under Krigen mod Johan Frederik, og Churfyrsten skjænkede ham til Tak i Aaret 1570 endel Kanoner. To
