I 1723 skriver Griis, at Grev Gyldensteen endnu ikke har villet vide noget af sin Svigersøn og ikke vil give ham og Datteren en Skilling at leve af, og i 1725, at den unge Monteleone, som nu kaldes designeret spansk Gesandt i Kjøbenhavn, fremdeles er i Uenighed med Svigerfaderen. Men Marquise Monteleone blev ikke den Mand tro, med hvem hun havde flygtet. Hun rømte med en hamburgsk Theaterdandser Wellmann, senere Dandsemester i Hannover, og kaldte sig Madame de Casado. Efter ni eller ti Aars Forbindelse med ham, under hvilken hun fødte ham adskillige Børn, lod hun sig i 1743 vie til sin Elsker, „for at legitimere disse sine Børn“. Den nye Madame Wellmann, skjønt nu vistnok forlængst ikke mere ung, indlod sig dog paa nye Eventyr og reiste bort fra sin Mand. I Paris engagerede hun sig „un homme pour valet de chambre“ o. s. v. Men nogen Tid efter, i Slutningen af Aaret 1745, kom dog det værste. Dandsemester Wellmann, som boede i Huset hos en ældgammel, nittiaarig Faster af sin bortrømte Kone, dræbte denne Tante med flere Sabelhug. Nogle mente, at „en dyb Melankoli fra Tid til anden havde gjort Manden gal“, efter at hans Kone havde forladt ham, rigtignok fordi han ogsaa skulde have truet hende med Sabelhug. Den gamle Dame var den, af hvis Midler Ægteparret havde levet.[1] (Udfaldet af denne Sag og den vidtløftige Mad. Wellmanns senere Skjæbne kjender jeg ikke).
Zahlkassereren i Christiania, Paul Weibye, der, som en stor Del af Datidens Embedsmænd, ved Siden af sit Embede drev store Handelsforretninger, var 1722 for Kassemangel sat paa Akershus, hvor han hensad lige til
- ↑ De fleste Træk af denne sørgelige Historie ere hentede fra Griis’s Relationer, enkelte dog fra hans Breve til Gram.
