betragtes som resultat af en inden Norge selv foregaaet overførelse af stenbasilikens former i stavkonstruktion og med de forandringer, som denne nødvendigvis krævede. Saalænge det imidlertid ikke vides, om man i England eller Irland havde saadanne træbygninger, faar dette spørsmaal henstaa ubesvaret. Vist er det, at disse bygninger vise sig høist eiendommelige eller rettere sagt enestaaende derved, at den indre reisning ikke blot som i stenbygningerne har sideskibe paa begge langsider, men ogsaa mod vest og øst. Denne afændring af basiliken kan alene have sin grund i stavkonstruktionen for at give den indre reisning den fornødne støtte til alle sider. Den sidste strømning fra England, som ytrede sig hos os, var, at man, ligesom hist gjennem løbet af det 12te hundredaar, saaledes ogsaa her sløifede apsen og gav koret en ret væg imod øst. Dette ytrede sig hos os fra ca. 1150 ved alle klosterkirker, medens Mariekirken (Frue kirke) i Throndhjem (fra ca. 1200) formentlig er det ældste exempel derpaa for sedvanlige kirkers vedkommende. Vel kan vi se, at man paa tre steder under indflydelse af den gotiske stil i det 12te og 13de hundredaar afsluttede koret med en flerkant (Nidaros kristkirke, Olafskirken i Bergen og Alvstad kirke i Skogn), men ellers bliver den engelske form af koret gjennemført i alle vore kirker ligetil reformationen, og dette er ogsaa tilfældet ved typen 6.
- I mai 1887.
