ligeledes fandt Bod at være ubekvemt, foreslog i Stedet Jersøen, Havstensund i Viken eller Marstrand 4 (ibid. S. 717). At Øen nævnes i Zieglers Scondia (udg. af Hildebrand i svensk Geogr. Tidskrift, I, S. 38), hvor langt større og betydeligere Øer forbigaaes, har vistnok sin Grund i den politiske Vigtighed, som Stedet havde faaet.
Naar man betænker, hvor mandstærke vore Høvdinger i Middelalderen, og ikke mindst Biskopperne,[1] altid pleiede at være paa Reiser, og da især til Herredage, og det derhos erindres, at en Mængde Mennesker stedse søgte hen til de Steder, hvor Raadet var samlet, for at faa Sager paadømte o. s. v., indsees det, at der maa have været folksomt paa Øen, naar Rigsraadet forhandlede der. Ikke usandsynligt har der vel endog været Boder opførte til Brug ved saadanne Leiligheder.
Med Rigsraadets Undergang forsvinder Jarlsø af Historien og bliver en almindelig Udhavn. Det er yderst sjeldent, at den tilfældigvis nævnes (f. Ex. 1620, Norske Rigsregistr., V, S. 89). Tønsberg By havde siden her et Skibsverft (Kraft, 1. Udg. II, S. 740, 2. Udg. II, S. 295).
Da Christian V. oprettede Grevskaber og Baronier, fik som bekjendt Griffenfeldt sit Grevskab i Norge med Sæm som Hovedgaard, og mellem de herunder henlagte Eiendomme var ogsaa Jarlsø. Efter Griffenfeldts Fald gik Grevskabet over til Gyldenløve, som igjen (1683) solgte det til General Wedel. I Gyldenløves Besiddelsestid fik Sæm og dermed Grevskabet Navn af Jarlsberg, under hvilket Navn det forekommer allerede 1680, maaske før. Det tør være ret sandsynligt, at det stolte og velklingende Navn paa en nærliggende og Eiendommen tilhørende Ø har foranlediget, at denne selv blev omdøbt til Jarlsberg.
L. Daae.
- ↑ Erkebiskop Erik Walkendorf mødte 1513 i Kjøbenhavn med 140 og det følgende Aar i Oslo (ved Kroningen) med 120 Mand, se hans eget Brev hos A. Huitfeldt, II, S. 1176.
