Skjønt ikke stor af Udstrækning og i vore Dage lidet bemærket, har denne Ø dog en ikke ringe historisk Interesse. Den er beliggende, som Peder Claussøn (Storms Udgave af P. Cl. Friis’s Saml. Skr. S. 295) udtrykker sig, „i Oslofjorden en halv Ugesøes (vika sjofar eller Sømil) fra Tønsberg“, og afgav i Oldtiden og Middelalderen en hyppig besøgt Havn. „Denne er tjenlig for Skibe af alle Størrelser, Dybde fra 7 til 9 Favne, og man kan herfra seile saavel op som udefter Christianiafjorden.“ (Kraft, 1. Udg. II, S. 586). Øen omtales for første Gang i Historien allerede i Ynglinga-Saga (Cap. 51, Ungers Udg. af Heimskringla, S. 39), hvor der berettes, at Kong Eystein Frettr der fik sin Bane. I Haakon den gamles Saga forekommer den jevnlig (Cap. 63, 71, 227–228). Denne Konge lod som bekjendt til Tønsbergs Nytte grave en Kanal ved denne By, men den holdtes senere ikke vedlige, hvorfor Jarlsø kom til at tjene som Udhavn for de Skibe, som skulde anløbe Tønsberg, men ikke vilde gaa helt udenom Tjømø. (Munch, d. n. F. Hist. IV, 1, S. 129).
Efterat det norske Rigsraad havde begyndt at spille sin betydningsfulde Rolle, var Øen jevnlig Stedet for dettes Forhandlinger som Mødested for Raadets nordenfjeldske og søndenfjeldske Medlemmer, og en stor Del Kongebreve og Rigsraadsbreve ere derfor udstedte paa eller ved denne Ø. 1304 udstedte saaledes Kong Haakon Magnussøn herfra en Resolution (Dipl. Norv. II, S. 64), 1347 (8 Dage før Raadsmødet i Ljodhus) udbød Kong Magnus Erikssøn Leding fra Jarlsø (Key-
