spitalets Oprettelse. Det gaar ud paa, at „Præsten Miltzow“ — Fader og Søn ere for Almuen smeltede sammen til en Person — blev fangen i Tyrkiet tilligemed sin Kone. De bleve satte i et Fængsel for at gjødes til Slagtning. Men hvor meget end Tryntyrken bestræbte sig for at fede Præsten, lykkedes det dog ikke, fordi han var saa bange, medens derimod Konen blev saa fed, at hun ikke kunde gaa. Hun svøbte da sin Mand ind i en Silkevæv og hidsede ham ud af Vinduet, og han skjulte sig derpaa i en Hampeager, hvor han siden hørte hendes Skrig, da hun ynkelig blev slagtet. Da det lykkedes ham at komme bort og hjem til Voss, stiftede han dette Hospital af Taknemmelighed for sin Redning.[1] Denne Fabel er omtrent det eneste, som Vosserne nu vide at fortælle om Miltzowerne. Navnet Christence, der ikke sjelden forekommer paa Voss, hidrører sandsynligvis fra Henrik Miltzows Hustru.
Gert Miltzows Formuesomstændigheder have været særdeles gode. Dette sees bedst deraf, at han i 1676, da Krigsstyr udskreves i Anledning af Ufreden med Sverige, blev sat i 3die Classe, det vil sige, at kun 45 Personer i Norges Land ansattes høiere og kun 59 ligesaa høit, som han.[2] Det var en Tid, hvor Embedsmænd paa Landet, som besad nogen Formue, med Lethed kunde forøge den gjennem Indkjøb af faste Eiendomme. I sit Ægteskab med Bispedatteren Susanne Skelderup, hvis Dødsaar ikke kjendes, havde Miltzow flere Børn.
Den ældste Søn Jens, aabenbart opkaldt efter sin Morfader Biskopen, betraadte den lærde Bane og studerede saavel i Kjøbenhavn som udenlands. Han forfattede
