Side:Historisk Tidsskrift. Anden Række. Femte Bind.djvu/146

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

til Skraabjelken, og desuden er Løven her gaaende, ikke opreist. Det vil saaledes idethele sees, at Vaabenskjoldene bedst stemmer med den ældre Antagelse og kun tilsyneladende med den nye.

En Fordel har den ældre Antagelse, – foruden at den er den eneste Antagelse, som lader sig begrunde af Kilderne – nemlig at den forklarer, hvorledes Haakon Magnussøn kunde give begge Hafthoressønnerne Borgesyssel. Dette Landskab havde længere Tider ad Gangen i 13de Aarhundrede været bortgivet som Len til høibyrdige Stormænd: i Aarene c. 1220–1240 til Arnbjørn Jonssøn, i Magnus Haakonssøns Tid til hans Moders Søskendebarn, Erling Alfssøn († 1283) og i Erik Magnussøns til Erlings Søn, Jarlen Alf († 1290). Det er saaledes ganske naturligt, at Kong Haakon i et af sine senere Aar bestemmer, at hans Dattersønner Jon og Sigurd skulde, naar de blev voxne, faa Borgesyssel i Len; de var jo ogsaa Fættere af Kronarvingen og i Tilfælde selv præsumtive Kronarvinger. Derimod er det vanskeligt at forstaa, at Kong Haakon, hvis kun Sigurd og ikke Jon havde været hans Dattersøn, havde givet Sigurd i Lenet en Medregent, der ikke havde de samme præsumtive Rettigheder til Kronen efter Magnus.

Man vil maaske undres over, at der ved Dronning Margretes Valg i 1388 er Tale om Haakon Jonssøns paastaaede Arverettigheder, ikke om hans ældre Broder Ulv Jonssøns. Imidlertid er der her to Ting at lægge Mærke til. For det første siges der ingensteds, at Haakon eller hans Tilhængere – hvis han har havt nogen – har fremtraadt med Thronkrav. Det eneste, vi vide, er at Haakon, efter selv 2 Februar 1388 med sin ældre Broder at have deltaget i Margretes Valg, 16 Dage senere afgiver den Erklæring for Dronningen og de øvrige Raadsherrer, at han aldrig havde gjort Fordring paa Kronen, at han aldrig i sine Levedage vilde blive Konge i Norge, og at han ingen Ret havde dertil. (D. N. III, No. 478). Heraf sees paa den ene Side, at Haakon ikke havde offentlig optraadt som Kronprætendent, men paa den anden Side, at Margrete dog tænkte sig Muligheden af, at han i Fremtiden kunde ville gjøre det, og dager vilde