Alt dette; thi Stemningen var uforstyrret og over os hvælvede sig den stille, glimrende Himmel. Vi gik langs Bredden af en Sø, og den optog i sit Speil den rige Stjernepragt. Min Ledsager blev atter taus idet han betragtede denne vidunderligt skuffende Afspejling. „Hvor fredeligt er dog Alt nu,“ sagde han efter nogle Øieblikke, „Vildheden, der omgiver os, er ligesom tæmmet paa disse Bredder af det lemfældige Stjernelys; men det er en Overgang som alt andet. Det Sentimentale kan ei holde sig i denne Trakt, der ret synes anlagt til en Valplads for kjæmpende Naturkræfter. Har Du været her siden Stormen?“ „Nei. Aftenen før var jeg paa Hammeren, men da Veiret ikke vilde give sig maatte jeg vandre hjem igjen.“ „Vel,“ sagde han, „imorgen skal Du see Forandring her,“ og han sang atter ud i den dunkle Nat. Da vi kom i Nærheden af Gaaslungen blandede hans Stemme sig med Fossens Brusen. Det hvide Skum faldt som Snee paa det mørke Klippebryst og omkring os laae den taageagtige Damp. Stokken, vi skulde gaae over, var slibrig; Sangeren taug og kuns det eenstonende Fossefald sang omkring os. Da vi kom ind i Pladsen, sagde Folkene: „Vi vidste nok hvem der kom, siden det lød saa vakkert i Aaserne.“
Om Morgenen, da vi gik ud … Ak, hvor forandret! Taagen svævede først over Dalføret og kun de nøgne Fjeldtoppe og enkelte afqvistede Graner ragede frem af Dampene. Over Engen foran Pladsen gik Elven stille og sort, og
