Paa Næsodlandet har jeg adskillige Gange forsøgt Jagtlykken, men næsten altid med slet Udfald. Da jeg sidste Gang, efter flere Aars Forløb, var der igjen, havde jeg fremmede, uøvede Hunde og fik ei engang Los; jeg opgav snart Jagten og da Sommervarmen paa de solbare Stier blev mig trykkende, gik jeg i Baaden og seilede med sagte vestlig Vind en Times Tid langs Stranden. Saaledes kom jeg til en liden Bugt, hvor Alt var mig saa bekjendt fra forrige Dage, at jeg maatte studse ved den Glemsomhed, der nylig havde bragt mig til at oversee dette beqvemme Landingsted. Pælene ved Stranden, Fiskerhytten og Faarehuset paa den grønne Skraaning stode der endnu, Aspelunden paa Næsset havde ei mistet et eneste af sine Træer; kun Stedets Beboere vare skiftede. Mine gamle Venner i Bugten vare forlængst henflyttede til en anden Egn, og derved havde den Plet for mig tabt sin væsentlige Interesse. Men nu fremstod her med forunderlig Klarhed et Ungdomsminde, der i lang Tid havde været saaledes tilbagetrængt i min Erindring, at det kun i enkelte Træk af og til randt mig i Hu.
