Øllet smagte ypperligt, da vi kom hjem. Jeg drak og røgte stærkt dertil, men med hollandsk Taushed.
„Et Qvi pro quo, Broder!“ sagde min Kammerat og stødte an.
„Sibilla pro Illa“ mumlede jeg med en Klang som af en sønderbrukken Potte. Jeg var virkelig ogsaa som sønderknust baade i Hjertet og i Benene.
„Men hvor havde du din Efterretning fra om din Tilbededes Ankomst til Byen, spurgte Kameraten mig Dagen efter.
„Hun stod som Ankommen i Avisen. Se her, jeg blev saa glad, at jeg kneb Nummeret fra Værten, og her staaer under Gaarsdagen den 10de Mai ankommen. . Tys!“ sagde jeg, bange forat høre det hellige Navn; „men her seer De selv.“
„Atter et Qviproquo“ — loe han — „Avisen er jo fra ifjor af.“
Med slappe Træk og et Par Koøine gloede jeg paa Tallet, som han pegte paa. Det lod sig ikke benegte; den var netop aarsgammel.
