ringer som spø sin harme og foragt ud over dette elendige politi-angreb paa literaturen.
Jeg skulde tro, højstærværdige herrer, at det hermed maatte være offentligen konstateret, at hvad der her forelaa, det kunde ialfald ikke være nogen penge-spekulation.
Men — heller ikke nok med det. Nej; spurgte saa noen sig selv: jaja, men naar det nu altsaa ikke er en penge-spekulation som foreligger — hvad foreligger da her? hvad er da hensigten med disse nøgne brutale virkeligheds-skildringer, som i den grad maa støde alle anstændige mennesker? — spurgte noen om det, saa forelaa ogsaa derom fuld oplysning. Man vidste ikke blot at de ikke var skrevne, disse skildringer, „for at skrive noe pikant, og noe som vilde bringe pengefordel“; nej man vidste ogsaa positivt, i hvilken anden hensigt de var skrevne.
Først havde jo forfatteren allerede i sin fortale til bogen erklæret, at med denne bog vilde han indføre den naturalistiske literatur i Norge. Og dernæst saa havde forfatteren, lige før sagen gik under dom, altsaa lige før hr. Hansteen afgav sit votum, her i retten git Dem, højstærværdige herrer, en fremstilling af, hvad naturalismen egentlig var for noe. Og efterat han i den fremstilling først havde
