De havde ifjor en amtmand som havde misbrugt sin tiltalemyndighed til at tilfredsstille sin personlige hævngjærrighed, og da De ikke kunde straffe ham, saa gav De ham i domspræmisserne en offentlig paaskrift og lod ham løbe. Jeg overantvorder Dem her en statsraad som har gjort det samme, og jeg haaber, De gjør ligesaa med ham. —
Hermed er altsaa den advokatoriske del af mit forsvar forbi. Tilbage staar kun en personlig henvendelse, som jeg har at gjøre til retten —:
Højstærværdige herrer!
Dengang jeg ifjor stod her i denne skranke, var det som literaturens advokat, som forsvarer altsaa af en stor sag; og jeg fandt mig derfor forpligtet til at iagtta de advokatoriske hensyn til det yderste. Iaar er det anderledes, jeg staar her væsentlig kun for at defendere min egen person, og derfor saa kaster jeg nu alle advokatoriske hensyn overbord og siger Dem rent ud, højstærværdige herrer, at uagtet jeg her soleklart har bevist, at det er mig som har ret og denne hr. Sørenssen som har uret, saa tviler jeg alligevel ikke et øjeblik paa, at jeg jo blir dømt. Jeg skal sige hvorfor —:
Paa det tydeligste havde min defensor
