af Seminarister, hvad er end værre end det, som den bibelske forbandelse truer med —: I skulle blive regjerede af drenge“.
Og i en artikel, hvori vi spør d’hrr. Konow, Sparre og Blehr, som havde lovt at interpellere i anledning Albertines beslaglæggelse, hvorfor de ikke har gjort det? om de var for usle da det kom til stykket osv., der ender vi med at spørge dem —:
„Er I da ikke andet end høker-sjæle, I ogsaa. fuldt saa villige til at sjakre med nationens helligste interesser som denne sølle regjering?“
De ser, højstærværdige herrer: det er ikke noen agtelsesfuld tone, som gaar igjennem dette numer. Og tilslut saa hænges de in effigie i fiat lux —:
„Velfærdskomiteen har igaar udstedt følgende proklamasjon:
I morgen den 21de Germinal, aar 1, kl. 12 middag, fjernes Kristian Kvart fra Stortorvet; „fiat lux“ rejses paany, og i den klynges op dhrr., som er nævnte paa nedenstaaende proskriptionsliste:
1. Forhenværende Johan Sverdrup (sevil frækhed, skamløs læggen sig tilrette i magtens hynder), osv. nedover“.
Heller ikke disse pyntelige smaating kunde hr. Sørenssen like. Og saa var der en omstændighed, som kom til. Det var ikke bare „Impressionisten“, som fandt hr. Sørenssens tiltalebeslutning dum. Den havde vært
