grad maatte hr. Sørenssen ha fundet dette selvfølgeligt, at han end ikke havde fundet det nødvendigt at si, at det var udbredelsen og ikke optrykningen han mente. Nu, for mig stod den jo som en meningsløshed denne paastand om at udbredelsen af bogen i Sverige, udført af hvem det saa var skulde være strafbar efer norsk lov. Men saa var det altsaa det, som faldt mig ind —: hr Sørenssen var jurist og jeg ikke: hvem kunde altsaa vide — det saa jo umuligt og utroligt og meningsløst ud, men, hvem kunde alligevel vide — jeg var jo ikke jurist — om ikke denne hr. Sørenssen til syvende og sidst kunde vise sig at ha en almindelig anerkjendt retsopfatning at holde sig til, naar han rejste en slig paastand; ellers var det jo ubegribeligt, hvorledes han havde kunnet komme frem med den. — Nu, hvis saa var, da maatte jo mit forsvar for højesteret komme ti! at bestaa i en paavisning af, at denne almindelig anerkjendte retsopfatning, som hr. Sørenssen altsaa havde at støtte sig paa, at den stred mod almindelig sund fornuft og altsaa var ugyldig — og jeg skred til at forberede mig paa et saant forsvar.
Men, højstærværdige herrer, jeg blev fritat for at føre det forsvar. For da jeg saa kom til
