luften! ensteds saa jeg den var klar og levende, paa en anden kant grumset og blass. Husk endvidere paa det herlige syn jeg hadde av skyer, tætte og vaate, som i hovedutsigten dels klinte sig ind til bygningernes tak, dels ved næstøverste etage; for der like foran var alt et eneste svævende skoddehæng i graat og svart. Jeg stod slagen over det skiftende farvespil skyerne fik: de nærmeste brandt og flammet av sol, og de længst borte rødmet med en mønje-varme, som ikke var saa svært brændende længer. Aa, hvilke deilige schatteringer hadde ikke naturens pensel, da den tvang luften tilbake og fjernet den fra paladserne! Som Tizian, naar han maler landskaber: Paa én kant kom en azzur-grønhet frem, paa en anden igjen en azzur, som var blandet med naturens eget lune, den som er alle mestres mester. Med lyst og med mørkt skapte den dybde eller fremhævet det som den agtet at fremhæve, eller gi dybde, – paa en slik maate, at jeg, som vet hvorledes jerpensel er naturens aandes aande, baade tre og fire ganger utbrøt: O Tizian, hvor er I vel? Minsæl, dersom I hadde malt hvad jeg nu fortæller jer, vilde I hensat folk i den samme forbauselse, som gjorde mig rent ør. For da jeg saa det syn, som jeg nu fortæller jer, læsket jeg mit sind med det, helt til det eventyrlige billede ikke var mere.»
Det er et øiebliksbillede av Venedig, født
