gjeld. I et Torp – Peistorpet, om jeg ikke mindes Feil – skulde der endogsaa være en Gut, i en Alder af 17 a 18 Aar, som ikke kunde andet end Finsk. Om den oprindelige Bosættelse fortaltes, at endel Familier skulde have begivet sig paa Vandring paa Grund af Hungersnød i Finland og vedblevet at gaa mod Vest, indtil de tørnede i Trakterne omkring Rigsgrændsen og bosatte sig der i den store, vilde, øde Skov, som den Gang skulde være værdi- og herreløs paa norsk Side, fornemmelig omkring Søerne Røygden og Skadsen. Her levede de i Begyndelsen som en felvstændig Koloni og ernærede sig ved Fædrift, Jagt, Fiskeri og Braatebrænden, indtil de bleve nødte til at tage Fæste under vedkommende Eiere og rette sig efter Landets Love. De havde ved Ankomsten sine Familienavne, men som nu vare gaaede ud af Brug. For omtrent et Snes Aar tilbage fra den heromhandlede Tid skulde en finsk Student have besøgt Stedet, forsynet Folket med Bibler og andre Bøger i det finske Sprog og hjulpet Beboerne til at indgive Ansøgning til Kongen om at faa danne et eget Sogn under en finsk Præst. Paul Vaalberget og hans Datter, Kaisa, tror jeg, hun hedte, vare ogsaa flinke til at læse Finsk, men forresten tror jeg ikke, der var Mange, som nu befattede sig dermed. Ialfald mærkede jeg ikke, at nogen i Tvengsberget, undtagen den nævnte Kaisa, som var der en Tid som Sypige, befattede sig med at læse Finsk. Talte Finsk gjorde derimod, som sagt, alle i den daglige Omgang, og jeg kunde derfor ikke undgaa at lære et og andet Ord, som forekom hyppigst, til Ex.: „tole dæne heit“, kom hid strax, „alla molen valkia“, giv mig Ild, „baska boika“, daarlig Karl, og at tælle: ux, 1, kox, 2, kold, 3, nelja, 4, vis, 5, kas, 6, seitema, 7, guixta, 8, jöixtsa, 9, kummente, 10, etc. Saa omtrent lød det, men jeg ved ikke, om det skrives saaledes, som jeg har gjort[1]. Finnerne her vare store, velskabte, snille
- ↑ Den berømte Sprogforsker R. K. Rask siger om det finske
