kom ned om Aften og spiste Aftensmad, sad den fremmede Mand sammen med Christian i Kammeret og pratede, men det var den Fremmede, som næsten uafbrudt førte Ordet med en flydende Tunge, med en kraftig, klangfuld Stemme, i et godt norsk Sprog og med et saadant Liv og Varme, at det tiltrak sig vor udelte Forundring og Opmærksomhed. Jeg mindes følgende omtrentlige Yttringer af ham: „Ja, jeg er dømt fra min Ære, men paa hvilke Grunde? Jo, paa Grunde, som krænker vor grundlovhjemlede Ret til Yttringsfrihed; thi jeg har ikke overskredet Lovens Grændse, men kun brugt frimodige Yttringer om Statsstyrelsen og dens Mænd og Haandlangere. Denne Dom maa underkjendes og tilintetgjøres, om ikke paa anden Vei, saa dog gjennem mit Blad, hvorpaa jeg nu, Gud være lovet, har faaet saa mange Subskribenter, at det kan bære sig, og jeg har trofaste Bundsforvante hos de mest oplyste Mænd i vort Land.“ – – – –
Naar vi havde hørt dette, skjønte vi, hvem det var; thi uagtet ingen af os havde læst Bladet „Statsborgeren“, saa kjendte vi dog Navnet baade paa dette og dets navnkundige Redaktør, P. Solvold, hvem det var, vi havde for os i den fremmede Reisende. Dagen efter fortalte Svenkerud os ogsaa, hvem den Reisende var, og at han drog omkring for at samle Abonnenter paa sit Blad.
I Sommerferierne var jeg, saaledes som i Indledningen fortalt hjemme paa Sorknæs. Bedstemoder, som allerede ved min Afreise om Vinteren var sygelig var nu meget daarlig, men hun var dog endnu oppe af Sengen midt paa Dagen og kunde gaa langsomt omkring i Huset og lidt udenfor samme. Der bestod en inderlig gjensidig Hengivenhed mellem hende og alle Børn hjemme, men især mellem hende og mig. Vel var hun af og til noget streng, men vi holdt alligevel af hende, da hun igrunden var hjertens snil og god og stadig lagde for Dagen, at hendes Maal og Med var at bidrage Sit til, at gjøre os til gode og christeligsindede Men-
