fald, og de, som vare rigtig godt kjendte, kunde ved Samtale med Maren faa Prøver paa en sjelden Dannelse og Skarpsindighed, og, naar hun ikke generede sig, paa et Vid, som tildels kunde maale sig med Mandens. Hun var en ualmindelig dygtig Husmoder, og skjønt Gundersen ofte kom med Fremmede, og næsten stadig bad dem, som kom der, blive der til Middag eller Aftens, hørte og saa jeg aldrig en sint Mine af hende derfor, skjønt hun ofte gjorde Undskyldning for Beværtningen, som dog altid var baade pen og god. Under mit Fravær fra Hjemmet 1836–44 tog Gundersen sig op ved Tømmerhandel og var vistnok allerede i Aaret 1842 en velholden Mand, og naar jeg om Sommeren 1844 kom hjem som Examinat, var han bleven en hel Storkar. Bygningen var forandret fra et til to Stokværk, panelet og malet hvid udvendig og, da de øvrige Huse ogsaa vare store og pene, var Bebyggelsen af Nordgaarden (Nogala) rent herregaardsmæssig. Alle Rum i Hovedbygningen vare malede og fint møblerede, og der stod mindst 6 udmærkede Gjæstesenge der. Store Gjæstebud for fast alle Sognets Storfolk holdtes nu i dette Hus, hvor ingen Standsperson kunde reise forbi, men kom op for at nyde godt af den bekjendte store Gjæstfrihed hos den nye Mand. Omtrent 10 Aar senere, i 1855 tror jeg det var, var det forbi med denne store Herlighed. Gaarden var solgt fra ham, og han sad nu paa Pladsen Haugen, et Stykke fra Gaarden. Jeg besøgte ham her. Han havde nu kun en liden Stue med Kammer og Kjøkken til; men der var rent, pent, lyst og koseligt, og naar jeg skulde gaa, havde Maren Middag færdig: afkogt Erter med Kjød og Flesk, som smagte fortræffeligt. Gundersen forsøgte at være den samme glade, vittige Vert som før, men det vilde ikke rigtig gaa. Et uvilkaarligt Suk undslap ham, som det bedst var.
I 1830 omtrent eller kanske noget senere havde Gundersen Ulvestue paa Askerudmoen, hvori han ved Juletider fik en stor vakker Ulv. Det var en klinkende Kulde, men allige-
