rost som en snil og velvillig Mand og hans Søn og Efterfølger Arne Rolsdorph ligeledes og derhos som en meget dygtig Mand.
Enhver, som har lagt Marte til det, vil have gjort den Erfaring at Bøndernes Dom og Mening, saalangt deres Erfaring naar, saavel om Handelsmænds, Embeds- og Ombudsmændenes Karakter som om Sager, Forretninger og Begivenheder som oftest er træffende og rigtig; thi de ere Resultater af grundige og langvarige Betragtninger og Samtaler hvorved det ene og alene er om at gjøre at udfinde det, som er sandt og ret, eftersom falske og urigtige Domme og Meninger netop vilde være til Skade for dem selv og paaføre dem Tab og Ubehageligheder. At slige Folk, som Flertallet af Sorknæsmændene, søgte at udfinde det Sande og Rette netop for det Godes Skyld, tror jeg desuden ikke er nogen urimelig Slutning. Men Menneskene ialmindelighed ere nu en Gang slige, at der altid ligger et større eller mindre Hensyn til deres eget Ve og Vel i, hvad de gjøre og lade være at gjøre, og det vilde være formeget at forlange, at Sorknæsmændene i denne Henseende skulde danne nogen Undtagelse.
Men var da ikke Sorknæsmændene „bondefule“, egennyttige, smaalige, misundelige paa Embedsmændene etc., vil man vel spørge. Paa den heromhandlede Tid var det almindeligt, at Storfolk overhovedet saa ned paa Bønderne som et Sæt Folk, der vare dumme, raa, skiddenfærdige, bondefule, uredelige nedrige etc., og dette gav rimeligvis Anledning til, at Bønderne paa sin Side ligeoverfor Folk, som de vidste nærede saadanne slette Tanker om dem, udviste ikke alene en stor Tilbageholdenhed men ogsaa nogen Ængstelighed og Mistænksomhed, ligesom det vel ogsaa kan være, at de mindre velopdragne Bønder af og til gav sine Tanker og Følelser mod Storfolk Luft ved ligefrem og i Sinne at bause ud med grove Ord og uforskammede, urimelige og ubevislige Beskyldninger. De Storfolk, Sligt hændte, dømte da og gjorde Anvendelse af
