klar Ild, opfrisket med Tyritræ, Smaajenterne med Karding og Smaagutterne med Knivarbeide eller Læøning, Mændene med et eller andet af de nævnte Husflidsarbeider. Ofte var der En eller Anden, som fortalte Eventyr, sang morsomme Viser eller læste høit ved disse Leiligheder, eller ogsaa kom Hans Nordstuen og fortalte Nyt fra By og Bygd. Af og til kunde En eller Anden af Vanvare ved at gaa omkring med en tændt Stikke, komme til at tænde Ild paa et Stryhoved (Stryen som ligger løst over Rokken i en Slags omvendt Tvare (Turu), og derved fik vi en Illumination, som kunde være farlig nok, men som dog, naar alt var vel over, vakte stor Moro paa dens Bekostning, der havde gaaet i Giftertanker etc. og stukket Ild paa Stryhovedet. Fruentimmerne anstillede sine Sammenligninger over, i hvilket Hus i Greina man havde vævet de længste og peneste Hverkener, Tøier og andre Vævnaer. Jeg mindes en Gang, at Mo’r og Marthe havde vævet Hverken efter et ganske nyt Mønster, som de selv havde fundet paa ved at lægge Farverne som i Regnbuen. Dette Tøi, syntes vi Børn hjemme, var det smukkeste af det Slags, vi havde set, men hvad Dom Mønstrene fik ude i videre Kredse, mindes jeg ikke; dog forekommer det mig, at det blev beundret som svært gilt.
Mændene i Søgreina var, som før fortalt, skrivkundige, og jeg tror det samme var Tilfældet ogsaa med Berger Gammelstuen og Lars Teistuen, medens Nordstu- og Perstu-Mændene, saavidt jeg mindes, ikke vare brevsynte og ikke kunde skrive. Haakon Søgala holdt Skillingsmagasinet og leiede Bøger, som flittigt bleve benyttede baade af ham, Mary og Børnene. Min Fader leiede Bøger og læste, som før sagt, meget. I Nordgreina tror jeg, Folket indskrænkede sig til Læsning af religiøse Bøger og Bøger som Holger Danske, Keiser Octavianus, Roland samt Viser fra gamle og nye Ti- der, hvoriblandt Wessels Sange for Bondestanden og Frithjofs Saga. Snorre eller de norske Kongesagaer kan jeg ikke min-
