ikke se og høre Sandheden, men blev sint og urimelig og gav. Vreden ofte et saa frit Løb, at det ofte forstyrrede Husfreden og fremkaldte den mest pinlige Uhygge. Min Moder græd saa bittert og led saa smerteligt under disse Angreb, at det uden Tvivl bidrog meget til at nedbryde hendes noget svage Helbred og forkorte hendes Levetid. Og hvilke Qvaler var det ikke for os Børn at høre og se disse Optrin? Vi klyngede os til vor stakkels bløde og varmhjertede Moder og bad Gud trøste, hjælpe og styrke os. Men han vedblev sin Tømmerdrift som før, uden at værdige Moder nogen Forklaring. Rimeligvis var Aarsagen den, at Tømmerpriserne almindelig vare saa smaa, at der lidet eller intet havde blevet tilovers, om han skulde have fulgt Moders Raad og leiet bort al Hugst og Kjøring. Men saa kunde han da gjerne, syntes vi, have leiet en dygtig Tjenestegut, naar Peder og Søren vare reiste fra Hjemmet, istedet for at drive mig, før jeg var confirmeret, som voxen Karl. Dette vovede dog ikke engang Moder at sige, og Følgen blev, at jeg sent og tidlig stundede efter at komme bort fra dette overanstrængende Arbeide og min strænge og i mine Tanker mange Gange saa urimelige Fader. Havde jeg været fri for denne velsignede Tømmerdrift og sluppet med at arbeide saaledes som Børnene i Gammelstuen og Teistuen, eller sluppet med at udføre det Arbeide„ som rimeligt var for min Alder, havde jeg rimeligvis aldrig kommet til at tænke paa at drage ud men endnu den Dag idag siddet som Bonde paa Sorknæs. Det gjaldt ogsaa hos Leilændingerne som almindeligt hos Bønder, at Børnene fra sin tidligste Ungdom skulde vænnes til Arbeide og aldrig være, ledige; men det meste af, hvad de gjorde, var Leg mod mit Arbeide. Som Tjenestegut vilde jeg dog ikke ud; nei, jeg vilde ligesom Ivarstugutterne og Haaken Søgala i Svenskeruds Skole, og herpaa var det, jeg forberedte mig ved, som før sagt, at anvende mine Hvile- og Fritimer til Læsning, Skrivning og Regning, Ja selv i Slaataannen efter at have
