Tid. Og saa Vandringen paa egen Haand fra Gjølstadsund eller Dahler til Kongsrudporten, uden at lade sig friste til at gaa af Veien? Alle, som saa og kjendte dette Dyr maatte beundre det, men for mig, som havde fulgt det i saamangen haard Dyst i Tømmerskoven og under Vedkjøringen, paa Færdesveien med Kjærren og Sæterveien med Kløver, og set saamange Prøver paa dets Forstand, Styrke, Mod og Hurtighed som Traver, jeg nærede en afgudisk Kjærlighed til dette ædle, stolte Dyr, og det holdt af mig som en Ven, uagtet jeg ved min Mangel paa Styrke til at styre og Evne til at være fore vaer, havde bragt det og mig i saamangen en slem Knibe.
Jeg kom da hjem ud paa Morgentiden og min Fader, som næsten aldrig lod et rosende Ord komme over sine Læber til mig eller nogen af de øvrige Børn, gjorde denne Gang en Undtagelse og sagde, at Kornet var godt og billigt, og at jeg havde gjort mine Sager godt. Der manglede kun en Ting, og det var, at der skulde have været lagt Fjæler under Hjulene ved Nedkjørselen fra Færgen, men denne Feil blev helt og holdent tilskrevet Færgemanden. En Feil til var der ogsaa begaaet, den nemlig, at jeg ikke havde bundet Sækkene fast paa Langarmkjærren, men den blev anset for tilgivelig, da det ikke var at vente, at Pigen og jeg skulde have erhvervet en slig Erfaring om Tyngdens Love, at vi paa Forhaand kunne skjønne Uraad.
En Sommer i September Maaned – jeg erindrer ikke om det var samme Aar, jeg havde gjort den nysomhandlede Kornkjøbsreise eller senere –, fik jeg Befaling til at gaa til Sæteren og hente hjem Storbron, som var sluppen i Havn paa Volden der. Jeg fik Peder Veltstuen med mig, og lette paa Foden og glade i Tanken om paa Tilbageveien at faa ride paa den fede, deilige Hest, tilbagelagde vi snart den en Mil lang, vel kjendte Sætervei. Kommen op Gjenveien til Nystusæteren, saa vi min Ven Storbron ligge paa Sætervolden et Par Bøsseskud fra os, og jeg forberedte mig nu paa