Jesus sang og bad vi med en Andagt og Freidighed og Glæde, som lyste ud af vore Ansigter og vidnede om, at her var Alle forenet i Tro, Haab og en Kjærlighed, som frembragte den skjønneste og ædleste Familie-Harmoni, som Jordlivet eier. Hvor smerteligt det berørte mig, min Moder og Søskende da Fader en Juleaften forstyrrede denne skjønne Høitid for os, kan jeg aldrig glemme, saa gjerne jeg end vilde have denne mørke Plet ud af vore herlige Minder om Juleqvælds-Glæderne i Barndomshjemmet. Han havde nemlig drukket sig fuld, og han kunde da undertiden være en meget haard, urimelig og lei Mand. Slog os gjorde han jo rigtignok sjelden; men han skræmte os saaledes med sit truende Sprog og Skjældsord og med sine af Vrede lynende Øiekast, at vi alle rømte Huset, netop som vi havde badet og pyntet os og skulde ind og tage den første Smagebit af Julekosten, Øl og Vørterkage med Smør og Ost paa efter Badet. Endelig kom da Bedstemoder (hans Moder) ind og tugtede ham. Hvor vred og urimelig han end var, taug han som et Barn, denne kjæmpestærke, aandskraftige, strenge Mand, naar hun talte til ham. Han maatte pakke sig til Sengs, og stille som Mus listede vi os da ind igjen den Ene efter den Anden. Men Høitiden den Juleaften var spildt. Og vor kjære Frelser maatte vi nu i al Stilhed tage med os til Sengs hver for sig, uden som sædvanlig i samlet Kor at synge høit til hans Lov og Pris, graadfærdige over, at vor Fader ikke havde ham med sig, siden han kunde bære sig slig ad paa denne store Høitid.
Faamælt og alvorlig som han i Almindelighed var, blev han efter en slig Raptus, som heldigvis sjelden indtraf, næsten stum i flere Dage. – Nytaarsaften var atter en stor Høitid, men da gik det mere muntert til, idet vi legede og morede os det bedste, vi kunde. Blandt Legene var den, at vi satte os paa Gulvet med Ryggen mod Indgangsdøren til Dagligstuen, satte Skoen paa Taaspidserne og kastede den bagover Hovedet. Vendte nu Taaen mod Døren, saa betydede det, at den, som hævde kastet, skulde komme til at forlade Huset inden
