mindes en, som var søvnløs. Men naar jeg nu en Gang var paaklædt og var kommet mig ud over Dørtærskelen, saa var det værste over. Naar der var Uaar, var Tømmermængden saa stor, at vi knap blev færdig med Hankekjøringen til Jul, uagtet vi da ogsaa maatte bruge leiet Hjælp baade til Hugst og Kjøring fra først til sidst. Og naar vi saa kom hjem nogle Dage før Jul, gjaldt det om al hjemføre og hugge Jul-Ved, det vil sige saameget Ved, at vi havde nok i mindst 14 Dage. Og skjønt jo dette Arbeide var let og behageligt i Sammenligning med Tømmerkjøringen, saa krævede det baade en stor og vedholdende Anstrengelse. Kl. 5 om Morgenen drog jeg afsted til Salbergsteigen, 38 Mile fra Hjemmet, ganske alene, læssede paa og kjørte hjem, ofte bange paa mit skjære Liv for at blive overfaldt af Graaben, som paa den Tid luskede omkring og ofte, gav sin Nærværelse tilkjende ved sine sæle Hyl. Men mærkværdig nok, jeg mødte aldrig nogen Ulv, uagtet jeg ofte saa friske Spor efter den paa disse Vedkjørings-Reiser. Det hændte, ofte at Vedlæsset væltede for mig, især i Dalsbakken og Hunkjendalsbakken, og som ofteste maatte jeg da læsse det hele af for at faa Slæden paa ret Kjøl igjen, da jeg var for veik til at vælte det hele Læs op igjen. Medens Mændene saaledes udover Høsten og til Jul arbeidede i Skov og Mark, vare Fruentimmerne med min Moder i Spidsen beskjæftigede med Spinning, Bagning Brænning af Brændevin, Brygning, Stel i Fjøset og med Melken, samt Udnistning hver Uge til Tømmerkjørerne, saa Qvindfolkene havde nok at staa i de ogsaa. En af deres værste Arbeider om Høsten var vistnok med Linet; thi det var fordetmeste Fruentimmerarbeide at behandle det fra det var modent til Napning, til det var forvandlet til Sytraad, Lærred og Strie. Det er en vidtløftig Proces: rebbe (ræpa), kjøre det ud, breie (lægge det udover Marken) til Faaning, samle det op igjen, naar det er „faat“, tørre det paa Badstuen, broke, skake, hekle, spinde, rende, væve; men af disse Arbeider kom man dog ikke længere før Jul end til at begynde med
