dertiden omtrent en Fjerding Vei efter Hjælp for at komme løs. Havde jeg truffet nogenlunde den rimeligste Passage, gav han sig snart tilfreds, selv om Stokken var kjørt fast, men imangel deraf, viste han mig, hvor jeg skulde have kjørt, med en saa ringeagtende Mine, at det skar mig i Hjertet. Hændte det, at der ikke skulde et stærkere Vippetag til, end jeg kunde have magtet det, naar jeg havde lagt rigtigt an, fik jeg et lignende Haansblik, ledsaget med den Bemærkning, at jeg maatte se til at bruge mine Sandser. Saasnart Lunningen var færdig, begyndte Hankekjøringen, idet man kjørte det lunnede Tømmer ned fra Lunnerne til nordre eller søndre Namsjø-Køien. Jeg var med at hankekjøre til begge Steder, dels fra Juberget og Brusæterteigene og dels fra Græsliteigene. Denne Kjøring var lettere og naar jeg havde Nogen i Følge med mig, var det igrunden en Moro at følge med Hesten, som ofte rendte i smaat Trav med tre Stokker paa Slæb nedover den opkjørte, glatte Hankekjørselsvei. Men som ofteste gik det til paa den Maade, at Fader og jeg fulgtes ad fra vort Logis i Namsjøkøien tidlig om Morgenen i Mørke og op til Tømmerlunnene, og at jeg da maatte kjøre nedover igjen bleve i Mørke og ofte i uopkjørt Vei, og det kunde da hænde, at der indtraf det Uheld, at Stokkene bleve staaende fast, at et Stokøie gik ud, en Led i en af Lænkerne, som holdt Stokkene sammen, brast &c., og da var det ikke greit for mig, som en 12 Aars gl Gutunge, at klare det. Men „kun vetlaus er raalaus“ hedte det, og da jeg nu slet ikke fandt mig tjent med at staa som vetlaus, maatte jeg altid finde paa Botvon og komme frem saa godt og hurtigt som muligt; thi et vist Antal Vendinger skulde gjøres for Dagen, og dette maatte gjøres, enten vi bleve færdige sent eller tidlig. Medens jeg kjørte Venningerne ned til Namsjøen i en Veilængde fra 14 til 34 Mil, stelte Fader tilrette ved Lunnerne: hug Bagøier, lagde Stokkene tilrette og udpegede Vei fra Lunnerne til Hankekjørselsveien. Vi holdt intet ordentligt Maaltid om Dagen under dette Arbeide, men spiste lidt Tørmad, naar
