for næsten det hele Landskab, dog mindre for de paa vestre Side af Glommen liggende Gaarde, da Skoven paa denne Side er af forholdsvis liden Udstrækning og næsten udhugget, medens den betydelige Skovstrækning paa Elvens østre Side, fra Elverums til øvre Rommeriges Grændser, hører blandt de største og mest smukke og vexterlige Naaleskove – fornemlig Furu – i det hele Land. Det er noget trist, siger man, ved disse lange, ensformige, flade Furumoer i Solør, men i Sætermarken at se de høie, ranke, smukke Furutrær med de fine, glatte Stammer og en Dusk i Toppen, er for mig et smukt og herligt Skue; og Solungen ser sig glad paa disse velsignede vakre Trær, paa dette sit Skatkammer, denne sin Guldgrube. Han elsker og freder om disse Skovens Stammer som om de skulde være levende Væsener, og han kan blive rigtig gram i Hug, naar en eller anden tankeløs Slyngel kan have givet et Træ et Spjelk, Hug eller Saar, som de ofte kalde det. Hele Befolkningen i Solør er altsaa underkastet de i Begyndelsen af min Fortælling omhandlede skrækkelig ødelæggende Følger af Frost, en stor Del de samme Følger af Glommens Oversvømmelse, og den største Del Følgerne af høie og lave Tømmerpriser.
Og Folkets Yrke og Stel, Sorger og Glæder arter sig derfor over hele Solør overhovedet taget paa den Maade, som for Beboerne paa Sorknæs specielt er omhandlet. Min Karakteristik af Folket paa Sorknæs er overhovedet anvendelig paa hele Solørs Bondebefolkning, som altsaa i mine Tanker er et udmærket Folk i alle Henseender.
Den boglige Oplysning staar vistnok ikke høit, men derimod bestaar der en høist agtværdig nedarvet Dannelse, en ren Sædelære og stor Gudsfrygt, – og jeg tror, at Enhver, som har levet en længere Tid blandt Bønderne i Solør og deltaget i dets Arbeider og Adspredelser, deres Sorger og Glæder, vil sande dette. Imidlertid har jeg af indflyttede Embedsmænd og Andre, som indbilde sig at kjende og kunne
