slaaende og fremkalder Utilfredshed Uvillie og Ulyst til Arbeide, ikke at tale om, at det gjør Folk tause og triste ved Bordet, medens derimod et velanrettet Middagsmaaltid fremkalder en glad og veltilfreds Stemning, som aabner Hjerterne og løser Tungebaandet og gjør Sammenkomsterne ved Bordet til en sand, behagelig og velgjørende Underholdning. Trods denne vor Utilfredshed, blev vor Opgave paa Kontoret at gjøre rent Bord og navnlig faa alle Skifter sluttede, førend den nye Sorenskriver blev udnævnt, fuldkommen løst, og Astrup tjente følgelig mange Penge. I et Punkt vidste han dog selv en Forsømmelse, som paadrog ham et haardt Sammenstød med Eftermanden Fitzens, idet han nemlig ved Sommerthinget for Hoff undlod at thinglæse Dokumenterne for hver Dag, men samlede alle til den sidste Dag, som netop traf til at være den Dag, Fitzens blev udnævnt. Dokumenternes Antal lød op til – om jeg ikke mindes Feil – over 1,000 Stykker, og Tvisten dreiede sig følgelig om en Sum af over 500 Spd., hvoraf Fitzens fordrede det Halve i Kraft af sin Udnævnelse, medens Astrup holdt sig berettiget til det Hele. Hvad Udfald det fik med Hensyn til Deling af Pengene, ved jeg ikke, men jeg hørte af den Betjent, som var tilstede da disse to krye og høirøstede Mænd røg sammen om det nævnte Ben, at Ordvexlingen var hed og hvas, og at Fitzens blandt andet yttrede, at han var en Mand, som ikke var uden Indflydelse paa høiere Steder, og at han skulde vide at stille Astrups Forhold i det rette Lys.
En Dag kom Astrup hjem i Følge med en lidenvorren, lyslet Fyr med tyndt, lyst Haar, krum Næse, kloge Øine og et graablegt, magert men ganske godt Ansigt, noget vævert uroligt Væsen og i en luslidt Dragt. Denne Person, som talte Dansk, bevægede sig strax med megen Lethed og Sikkerhed iblandt os og havde stra paa staaende Fod en Samtale igang med den Første den Bedste, han blev forestillet for eller mødte i eller udenfor Huset. Han ernærede sig ved at reise
