at blive buden og ordnede sig derefter. Men da Budet kom, bragte det kun Kort til mig, men ikke til Lie. Han sagde intet, saalænge vi sade paa Kontoret, men naar vi kom til Middagsbordet, kunde han ikke bare sig længere, men udbrød: „Tænk Gitta mi, at jeg er den eneste af alle Stedets Herrer, som ikke er buden til Schultzes imorgen – en Familie, som jeg har vist saamegen Oppærksomhed“. „Men“, svarede Fruen, „det er jo egentlig Student Schultze, som er Vert, og Du bad jo ikke ham til os sidst, vi havde stort Selskab“. L.: „Jeg har dog buden ham og hans Forældre saamange Gange før, medens jeg yderst sjelden har været Gjest paa Langeland, hvor der desuden nu første Gang paa lange Tider holdes stort Selskab. Og dette er da virkelig at vise Mangel paa Takt og Skjønsomhed“.
H. Schultze havde altsaa regnet rigtig. Lie taalte ikke, at der blev holdt et større galant Selskab paa Stedet eller i den nærmeste Omegn uden han var med, og da Alle gjerne vilde være Venner og velforligte med ham, var han heller aldrig bleven glemt, men hellere erindret som den Første og Fornemste. Besynderligt nok udviste Lie bagefter udsøgt Høflighed mod Schultze, som han tidligere ofte havde overseet som en Ungdom, der ikke hørte hjemme blandt Ældre og mere anseede Mænd.
Saavidt erindres, var det i Sommeren 1845, at Kong Oscar med en Del af sin Familie paa Reise mellem Stokholm og Kristiania overnattede paa Kongsvinger. Lie, som den Gang, saaledes som ovenanført, var Formand og forøvrigt anset som Stedets første Mand, var selvfølgelig ogsaa den fornemste af Stedets opvartende Herrer ved denne Leilighed. For Prinds August var der indrettet Logis i Lies eget Hus, og han satte høi Pris paa at se denne begavede Fyrste under sit Tag. To af Husets bedste Rum bleve satte istand og pyntede op for Prindsen, og i det ene blev Fortepiano anbragt. Og til Lies store Glæde, fik vi den Fornøi-
