kelte, som bleve tilsidesatte, fordi de ikke vare fine nok eller ikke havde ofret Lies Talenter fuld Opmærksomhed, følte sig krænkede og i Stilhed eller aabenbart, eftersom de havde Mod og Magt til, søgte at hevne sig herfor. Naar Lie var hjemme uden Gjester, saa underholdt han os om Aftenen med at synge af Belmanns Sånger og Epistler, som den Gang vare i Mode, under smukt Akkompagnement paa Fortepiano af hans Frue. Lie havde flere Børn, hvoriblandt den som Pianistinde nu saa berømte Erika Lie, som paa den heromhandlede Tid endnu var et Spædebarn.
Jeg lærte meget, som er kommen mig til Nytte som Sagfører, under mit Samarbeide med Lie. Blot faa Dage efter min Ankomst fik jeg det Opdrag at møde ved en Aastedssag, som Lie havde tilstevnt for Harald Ulriksen, som Eier af Volds Sæterskov, mod Thore Vold, fordi denne, som havde Ret til Havn og Braatehugst i Skoven, havde nedhugget vexterlig Furuskov til Braate. Jeg havde aldrig mødt i Retten før, end sige i en Aastedssag, og blev meget ængstelig for, at Opgaven skulde overgaa mine Evner, især da Modparten havde T. Schøyen til Sagfører, en Mand, der havde mange Aars Øvelse og Erfaring som edsv. Fuldmægtig og Sagfører, som procederende paa Fuldmagt fra en Overretssagfører. Men der par ingen Udsigt til at slippe, da Lie selv ikke var rigtig vel, og han desuden som meget korpulent ikke vovede at foretage den lange og besværlige Reise til Grue Finskov, hvor Aastedet var, da den for største Parten maatte foregaa til Hest og tildels tilfods. Det var derhos at forudse, at Aastedsbefaringen maatte blive besværlig. Jeg satte mig da under Lies Veiledning ind i Sagen saa godt, jeg kunde. Det stod klart for os, at Sagens Udfald maatte bero paa om Fr. om Braatebrænden af 4de April 1781, skjønt ophævet, maatte ansees som gjældende alligevel fordi den stod ved Magt, da Ulriksens Hjemmelsmand kjøbte Skoven, og det i hans Skjøde var sagt, at Eieren af Vold som Sælger og hans
